For mange gravide er det primære fokus på den forestående fødsel, og det kan være svært at forholde sig til dét, som venter på den anden side af fødslen. Men tiden efter fødslen og ikke mindst etablering af amningen fortjener mindst lige så meget opmærksomhed som selve fødslen. Læs med her og bliv klædt på til en god amning med dit barn.
Trivselstegn hos baby
- Hvis du er bekymret for, om dit barn får nok at spise, kan du kigge på, om dit barn er i trivsel.
- De tegn du skal kigger efter, hvis du er i tvivl om din baby er i trivsel og får nok mælk er:
- Din baby har vægtøgning (kan dog aldrig stå alene som et trivselstegn, da børn som fuldammes tager på i ryk)
- Din baby har 6-8 tunge bleer i døgnet (tis og/eller afføring)
- Din baby spiser minimum 6-8 gange i døgnet (og gerne mere)
- Din baby har vågne perioder og virker frisk og veloplagt
- Din baby melder sig selv til brystet
- Din baby kommer med synkelyde når han/hun ammer
- Din baby har en frisk hudfarveDin baby har gul og grynet afføring fra 5-6 dagen efter fødslen
Den gode ammeetablering
Selvom amning er noget af det mest naturlige der findes, kommer det bag på rigtig mange nybagte mødre, hvor hårdt arbejde det kan være at få etableret en god amning. Der er teknikker, som skal læres af både mor og baby, og det tager typisk op til 6 uger, før amningen er fuldt etableret. Det kræver tid og energi at etablere en amning - og så kræver det støtte fra de mennesker, der er omkring den nybagte mor.
Amning – Tid, ro og øvelse
For at sikre en god ammeetablering er det vigtigt, at du giver dig god tid og skaber en ramme, hvor der er ro og hvor du har mulighed for at hvile. Du kan med fordel lave en aftale med din familie og venner om at I selv kontakter dem, når I er klar til besøg.
Og det er helt ok at stille nogle rammer op for besøgene, fx hvor længe de skal vare eller at I ønsker, at gæsterne tager en ret med til fryseren eller hjælper med at tage skrald ud, når de går. Det sidste du skal tænke på, er at skulle lave mad, gøre rent osv. i den første tid med en lille ny.
LÆS OGSÅ: Guide: Find den bedste bæresele eller vikle
Amning og for mange gæster
Udfordringen ved at have for mange gæster eller hele tiden at føle, at man skal være på er, at det ofte betyder, at du ikke får ammet så meget som det faktisk er nødvendigt, for at få mælkeproduktionen godt i gang. På samme tid kan de mange stimuli baby får, hvis der hele tiden sker noget, betyde, at han/hun bliver overstimuleret og vil have meget sværere ved at fokusere på at skulle amme, fordi barnet måske bliver meget uroligt og græder meget.
Så invester i din amning ved at tage dig god tid, skabe rolige omgivelser og lade andre stå for de praktiske opgaver og huslige pligter, så alt du skal fokusere på er at være tæt med din baby.
Mælkeproduktion – fra råmælk til blivende mælk
Mælken løber som regel til 3-5 dage efter fødslen. Det kan være en svær venteperiode, hvor barnet bliver mere og mere sultent, til trods for at barnet i denne periode får råmælk hos dig.
Råmælk dannes allerede i graviditeten og har en gullig farve og mere tyk konsistens end den blivende mælk. Råmælken dækker alle din babys ernæringsmæssige behov i de første dage, men du vil helt naturligt kunne opleve, at din baby bliver mere og mere utilfreds jo flere dage der går, før den ”rigtige” mælk løber til.
Det at din baby bliver frustreret har den gavnlige effekt, at han/hun vil sutte endnu mere og at det er med til at stimulere din mælk til at løbe til. Så hæng i, selv om det kan være nogle hårde dage - din mælk skal nok komme.
Mælken løber til
Når mælken løber til, vil brysterne vokse i størrelse og både føles og synes meget spændte. Det kan gøre sindssygt ondt, når mælken løber til. Rent fysiologisk stiger hormonproduktionen og der sker en ophobning af væske i brystet.
Hvis du ikke oplever spænding i brysterne, så betyder det ikke, at du producerer mindre mælk, men derimod at dine bryster ikke reagerer så kraftigt. Og oplever du det meget voldsomt, så husk på, at mælkespænding forsvinder igen efter nogle dage.
LÆS OGSÅ: Tjekliste til babyudstyr. Har du husket det hele?
Brystpumpe – fordele og ulemper
Der er mange mødre, som forsøger sig med en brystpumpe for at måle, hvor meget mælk der kan komme ud af brystet. Men en brystpumpe stimulerer ikke brystet på samme måde som dit barn og på samme tid kan det kan bidrage til en følelse af stress, hvis du pumper for at se, hvor meget mælk der kommer - og det har desværre en dårlig effekt på mælkenedløbet. Det vil altså sjældent give et retvisende billede af, om du producerer nok mælk.
Vil du gerne forsøge at øge din mælkeproduktion er det ind i sengen med din baby, hvor I skaber en hyggelig ammehule. Og så er det ellers ubegrænset hud mod hud kontakt og fri mælkebar i et par dage - det er den bedste måde at stimulere din mælkeproduktion.
Har du stadig en oplevelse af, at der ikke er nok mælk, er det en god idé at kontakte en fagperson, som kan hjælpe med at afdække, om der er et bagvedliggende problem.
LÆS OGSÅ: Babynest – en tryg base til dit barn.
Amning – hvor ofte og hvor længe?
Når du ammer, kan du ikke måle, hvor meget mælk baby indtager. Det kan være virkelig frustrerende, hvis du er i tvivl, om du har nok mælk.
Heldigvis er børn rigtig gode til selv at regulere, hvor meget mad de har brug for. Og jo oftere dit barn bliver lagt til brystet, jo mere vil det stimulere dit bryst og jo mere mælk vil du producere. Derfor er den bedste måde at få en god mælkeproduktion etableret, at tilbyde din baby fri mælkebar - altså at tilbyde din baby brystet så ofte, som han/hun efterspørger det.
Det er ikke unormalt, at en baby vil efterspørge brystet 8-12 gange i døgnet - og nogle gange mere. Det er heller ikke unormalt, at en amning kan tage op til en time.En nyfødt har en meget lille mavesæk og modermælk er meget let fordøjeligt, så din baby har brug for at spise meget ofte. Med tiden som barnets mavesæk vokser, vil der typisk blive længere imellem amningerne og typisk er det de første par måneder, du vil opleve meget hyppige og lange amninger.
Amning – smerter og sår på brystvorterne
En problematik, som mange nybagte mødre oplever, er smerter ved amning og sår på brystvorterne. Det er vigtigt at vide, at det ikke er meningen, at det skal være decideret smertefuldt at amme - så er der typisk en bagvedliggende årsag. Det kan ofte skyldes forkert sutteteknik, stramt tungebånd, spændinger osv. hos baby.
Det er dog helt normalt, at det kan mærkes, når baby kobler sig på brystet, da baby skaber et meget stærkt vakuum på brystet. Tag nogle dybe indåndinger ned i maven og slap af i din kæbe, skuldre og hænder, hvis du oplever det meget intenst, når baby tager fat på brystet.
Oplever du vedvarende smerte gennem hele amningen eller udvikler du sår på brystvorterne, er det vigtigt at tage kontakt til en fagperson, som kan hjælpe med at afklare årsagen. Sår på brystvorterne kan være meget smertefuldt og resulterer for mange desværre i ufrivilligt ammestop.
LÆS OGSÅ: Tigerspring: Hvad er det og hvordan tackler du det?
Når barnet ikke vil sutte
Nogle mødre oplever, at deres baby ikke rigtigt vil tage ved brystet og sutte, eller at han/hun kun sutter i kort tid for så at stoppe og falde i søvn. En lille baby skal gerne sutte minimum 10 minutter ved hver amning – og gerne mere – for at brystet stimuleres optimalt. En større baby kan dog sagtens tage kortere måltider, uden at det er et problem.
Der kan være flere årsager til, at din baby ikke vil sutte. Det kan være, at han/hun er træt, overstimuleret, har det for varmt eller har lavt blodsukker.
Der er mange små babyer, som kan have brug for at blive hjulpet lidt i gang med at sutte. En god måde at aktivere sutterefleksen er at tage babys tøj af så baby vågner lidt op, ligge hud mod hud og stryge baby blidt på ryggen, under fødderne, i håndfladerne og på kinderne. Du kan også lave brystkompressioner når du ammer, så du holder mælkeflowet i gang.
Har du brug for gode råd til babymotorik? Læs med her.
Amning – den gode sutteteknik
Den korrekte sutteteknik er helt afgørende for, at barnet får nok mælk, at brystet tømmes tilstrækkeligt og at du ikke oplever smerter ved amning eller får sår på brystvorterne. Derfor er noget af det vigtigste, når du ammer, at sikre, at din baby har den rette sutteteknik fra en start.
Når din baby har ammet, er det vigtigt, at din brystvorte ikke er flad, skæv, spids eller har fået vabler eller sår - det er alt sammen tegn på, at der er et problem med sutteteknikken (eller i nogle tilfælde stramt tungebånd).
1: Baby til brystet
Det som sker for mange mødre er, at det ikke får baby højt nok op og derfor ender med at sidde og ”hænge” ned over deres baby, når de ammer. Ud over at det kan give smerter i ryg og skuldre er det også meget uhensigtsmæssigt for sutteteknikken. For at baby kan få ordentligt fat, er det vigtigt, at du får baby helt op til brystet. Et lille barn skal stables så højt op med puder/ammepuder, at barnets næse er ud for din brystvorte, uden at du skal læne dig ned mod barnet.
2: Den bløde gane
Det er vigtigt, at din brystvorte kommer helt om i den bløde del af babys gane. Rammer din brystvorte i den hårde del af ganen, vil det slide på din brystvorte og du vil hurtigt udvikle sår, hvilket kan være meget smertefuldt. Prøv at føre dig tunge op i ganen og mærk så efter hvor langt tilbage din tunge skal, førend du når den bløde del. Så langt skal din brystvorte tilbage i barnets gane, når du ammer. For at det kan lade sig gøre at brystvorten kan komme helt om i den bløde del af barnets gane, skal din baby ligge helt tæt på dig og altid ligge mave mod mave med dig, uanset hvilken ammestilling du anvender.
3: Burgermund
For at sikre, at brystet stimuleres korrekt og at brystvorten kommer langt nok bagud i barnets gane, skal du sørge for, at barnets mund er helt åbent omkring din brystvorte og at barnet får så meget som muligt af det brune område ind i munden. Du kan altså forestille dig, at din baby skal åbne munden højt op, som skulle den bide over en burger. Klem evt. brystet lidt sammen med et c-greb, hvis barnet har svært ved at få nok af brystet i munden. Det er vigtigt, at barnet ikke ammer fra selve brystvorten. Barnets læber skal være ”foldet” helt ud om brystet og barnets kind skal ligge fast op ad dit bryst.
Gode ammestillinger
I princippet kan du amme dit barn i hvilken som helst stilling, som føles behagelig for jer. Der er dog en række ammestillinger, der er særligt gode at amme i – specielt i starten, når du har et helt lille barn. Det er altid en god idé, at du sørger fra at amme i forskellige stillinger, da det hjælper til at dit bryst bliver tømt hele vejen rundt.
1: Den klassiske ammestilling
I denne ammestilling sider du oprejst med barnet foran dig. Den klassiske ammestilling kan anvendes overalt, både hjemme og ude, hvilket gør den meget populær. Det som er meget vigtigt ved denne stilling er, at du sidder godt tilbage i stolen/sofaen, med rank ryk og fødderne solidt i jorden. Og ikke mindst at du får barnet godt op til brystet - du må endelig ikke bøje dig ned for at få brystet til barnet, da det vil give ondt i skuldre og nakke.
Anvend gerne flere puder eller ammepuder til at stable barnet helt op til brystet, når du har en nyfødt. Når barnet er lidt større, behøver du ikke alle puderne.
2: Tvillingestilling
I tvillingeammestillingen sidder du op og barnet ligger ved brystet med kroppen ind under din armhule. Det er vigtigt, at du har en god ammepude eller anden form for pude, som går godt om bag ryggen, så barnet støttes optimalt under hele kroppen. Det er rigtig godt at kombinere tvillingestillingen med den traditionelle ammestilling, så du sikrer, at brystet stimuleres fra flere forskellige vinkler, da det betyder, at brystet tømmes optimalt og stimuleres hele vejen rundt.
Tvillingeammestillingen er desuden rigtig god til dig som har tvillinger, da du kan amme begge børn på samme tid.
3: Liggende ammestilling
Den liggende ammestilling kan være en life-saver om natten. Ofte vil dit barn ammes mange gange i løbet af en nat - både pga. sult, men også for tryghed og nærvær. Det kan være hårdt, hvis du skal op og sidde hver gang dit barn vil ammes, da det betyder meget afbrudt søvn.
I den liggende ammestilling ligger du, som navnet antyder, på siden mave mod mave med din baby. Din baby skal have den ene arm under dit bryst og den anden over og ligge tæt ind til dig. Det er vigtigt, at du ligger, så din brystvorte rører underlaget og at du ligger med en pude som understøtter dit hovede, så du ikke spænder i nakken, men kan være helt afspændt i kroppen imens du ammer.
4: Laid back
I Laid back ammestillingen ligger du ned på ryggen med baby ovenpå dit bryst. Du kan både ligge halvt ned, med nogle puder som støtter i ryggen, eller ligge helt fladt ned på ryggen. Det vil ofte være i Laid back stillingen du ammer første gang, hvis barnet selv får lov til at søge brystet lige efter fødslen.
Det er en dejlig afslappende stilling for mor og en rigtig god stilling for barnet til at få korrekt fat. Laid back ammestillingen er rigtig god til nyfødte, da den kan hjælpe barnet med at få bedre og mere korrekt fat i brystet. Laid back er desuden god, hvis du har overproduktion af mælk, da mælken forhindres i at løbe så hurtigt, at barnet kløjes i den.
Skrevet i samarbejde med Barselsrummet og Philips Avent.
Om Barselsrummet: Barselsrummet er stiftet af Louise (Post Partum Doula og slyngevejleder) og Sascha (Jordemoder og ammevejleder) og er til dig, der ønsker en tryg start på livet som mor samt et vellykket ammeforløb.
Læs mere mere om Barselsrummet her.