Hvad betyder Isofix og i-Size? Og hvornår skal barnet over i en ny autostol? En god og sikker autostol er utrolig vigtig, men det er blevet lidt af en jungle at finde rundt i alle autostole-begreberne. Vi hjælper dig på vej!
Se guiden her, og bliv klædt på til at vælge den mest sikre autostol til dit barn.
Når du er på udkig efter en autostol, skal du kigge efter stole, der er i-Size godkendt eller ECE-mærket. Det er de to ordninger, der sikrer, at autostolen er lovlig, og lever op til sikkerhedskravene i EU.
I Danmark er det ulovligt at forhandle ikke-godkendte autostole i butikker og webshops. Det er derfor vigtigt at tjekke efter godkendelserne, hvis du køber din stol brugt hos en privat sælger.
i-Size er en nyere sikkerhedsstandard for autostole, der trådte i kraft den 1. oktober 2013 og fungerer sideløbende med de nuværende godkendelser. i-Size er en videreudvikling af ECE-mærket (ECE 44-03 og 44-04 standarder). I disse standarder er stolene grupperet efter vægtklasser (0-13 kg, 9-18 kg, 15-36 kg osv.), mens de med i-Size klassificeres efter centimetermål:
Inddelingssystem bygger på, at børn skal sidde bagudvendt så længe som muligt. Med i-Size er det desuden nemmere at se, hvornår dit barn er vokset ud af den nuværende autostol og har behov for en ny. Se vores guide til valg af autostol til større børn.
i-Size systemet er ikke en lov eller et lovkrav men bestemmelser, der har betydning for producenterne af autostole. De autostole, der er godkendt efter ECE 44-03 og 44-04, er fortsat lovlige at både anvende og sælge.
En i-Size autostol er mærket med et lille firdelt mærke som illustrerer en baby, autostolens aldersgruppe og hvordan den skal monteres rigtigt. Den har desuden også ECE-nummeret: ECE R129 (læs mere om ECE-mærket og numre nedenfor).
Med i-Size bruges som nævnt højde i cm til at inddele autostole i grupperingerne fremfor vægt i kg. Dette skyldes, at den tidligere kg-klassifikation resulterede i, at mange børn kom for tidligt over i næste størrelse autostol, selvom de størrelsesmæssigt ikke var klar til det.
Udover de “almindelige” sikkerhedstests skal i-Size stolene også gennemgå en sidekollisionstest, hvilket ikke tidligere har været et krav. Derudover udføres disse tests med nye testdukker med avancerede sensorer, der måler et uhelds påvirkning på barnets hovedområde. i-Size stolene har derfor bedre kollisionsbeskyttelse i siderne, og giver en langt bedre trykfordeling, der fører det meste af trykket væk fra barnets nakke- og rygregion.
I i-Size stole skal børn sidde bagudvendt de første 15 måneder fremfor de tidligere 9 måneder (ECE R44-04). Bagudvendte autostole er nemlig op til 5 gange så sikre som de fremadvendte.
i-Size stolene benytter samme Isofix system, som du kender fra det nuværende Isofix-system (uddybes længere nede). Det betyder også, at det er langt sværere at sætte stolen forkert ind, da du blot monterer den i bilens Isofix punkter. Dog er i-Size stolene lidt større og vil fylde mere, hvorfor der muligvis ikke kan være plads til denne i en mindre bil, der har Isofix-beslag (basen med støtteben kan især i mini-bilerne være svær at få plads til). Samtidig betyder det, at du ikke kan bruge en i-Size autostol i en bil, der ikke har Isofix-beslag.
Da i-Size stolene som nævnt er en smule større end Isofix stolene, vil nyere biler også have en i-Size klassifikation, der viser, at der er plads til denne. i-Size stole kan muligvis også passe ind i biler, der ikke har dette mærke, men pladsen kan som sagt være et problem. Kig efter dette mærke:
ECE-mærket forsikrer dig om, at stolen er lovlig og lever op til EU’s sikkerhedskrav til autostole. ECE-mærket er orange og placeret på siddepudens side eller oppe ved nakkestøttens side. Hvis autostolen ikke har et ECE-mærke er den ulovlig. Du skal kigge efter stole, som er mærket med enten:
Det er dem, der fortsat er lovlige at sælge og anvende.
ECE-mærkerne skal starte med 03 eller 04 for at den er godkendt (eksemplerne på billedet starter begge med 04). Dog er de nyeste Isofix og iSize autostole mærket med 00, hvilket er godkendt og lovlig.
Mærkerne viser, hvornår stolen er godkendt, vægtklasse samt klassifikation. Klassifikationerne fortæller, i hvilken grad autostolen passer til bilerne på markedet. Nogle producenter laver guides der beskriver, hvordan du finder ud af, om autostolen passer til lige netop din bil.
For at opsummere, så er autostole mærket med ECE R44-03 og ECE R44-04 et rigtig godt og sikkert alternativ, hvis du ikke har en bil, der passer til en i-Size stol, mens ECE R129 skal være på i-Size stolene.
Der findes to måder at montere autostolen i bilen: enten ved brug af selemontering eller Isofix.
Når du bruger selemontering monteres autostolen ved brug af bilens selesystem. Fordelen ved selemontering er, at det er mere fleksibelt end Isofix, og gør det nemmere at skifte autostolen mellem flere biler.
Den anden mulighed er Isofix. Isofix er et monteringssystem, der findes på bagsædet eller passagerforsædet i nyere biler. Fastmonterede u-bøjler ligger skjult mellem bilens bagsæde og ryglæn og det er her autostolen eller basens Isofix-beslag monteres fast ved et enkelt klik (se billede nedenfor). Isofix kan bruges med i-Size autostole eller Isofix autostole og monteringssystemet forhindrer, at du monterer autostolen forkert.
Studier og tests har flere gang vist, at Isofix er den mest sikre montering af autostol. Hvor op til 70% af de selemonterede stole er monteret forkert, er dette tal kun 4% for Isofix montering. Risikoen for fejlmonteringer er derfor markant nedsat. Derudover sidder autostolen også langt bedre fast end de selemonterede. Har du ikke en bil med Isofix, er det derfor vigtigt at være ekstra opmærksom på monteringen af selen.
Ulempen ved Isofix montering er, at ikke alle biler har mulighed for dette.
Gå efter mærket på billedet, der viser, at din bil har Isofix-beslag.
Langt de fleste biler produceret siden 2006 har Isofix. Hvis du er usikker på, om din bil har Isofix eller ej, kan du tjekke bilmanualen efter Isofix-logoet.
Du kan også se, om der er et Isofix-logo eller label ved sædets base (som på billedet). Det kan nogle gange godt sidde lidt skjult under ryglænet.
Som ved alt andet sikkerhedsudstyr bør du ikke gå på kompromis, særligt når det drejer sig om en autostol til dit barn. Er du i tvivl, anbefaler vi altid at du får professionel rådgivning og vejledning, så du vælger den mest sikre autostol og den, der passer bedst til dit barn og din bil. Du er altid velkommen til at kontakte vores erfarne kundeservice, som kan guide dig til det rigtige valg.
Er du på udkig efter en autostol til baby eller nyfødt, kan du se vores guide "Autostol til nyfødt og baby: Sådan vælger du den rigtige". Er du på udkig efter en autostol til tumling eller større børn kan du se vores guide her
Alt sikkerhedsudstyr skal være mærket med et ECE-mærke, som er placeret på siddepudens side eller oppe ved nakkestøttens side. Hvis autostolen ikke har et ECE-mærke, er den ulovlig.
Derudover er det en god idé at overveje, om autostolen skal bruges i én eller flere biler? Som tidligere nævnt er autostole med Isofix mere besværlige at flytte fra bil til bil. Langt de fleste forhandlere tilbyder mulighed for at prøve autostolen i bilen, så du kan se, om den passer og er til at håndtere.
Find flere regler og vejledninger til sikkerhed på Rådet for Trafiksikkerheds hjemmeside.